fbpx Give Elementer får ny CEO | Give Elementfabrik A/S

Give Elementer får ny CEO

22. februar 2022

Give Elementer får ny CEO

Betonproducenten Give Elementer ansætter Karsten Rewitz som ny CEO. Rewitz, der har mangeårig ledelseserfaring fra betonbranchen, skal sætte en langsigtet strategisk retning for familievirksomheden.

 

En af Danmarks førende producenter af betonelementer til landbrug og industri, Give Elementer, rekrutterede i efteråret en professional bestyrelsesformand, og det næste skridt mod en yderligere professionalisering af virksomheden bliver gennem et CEO-skifte.

 

Give Elementers kommende CEO, Karsten Rewitz, tiltræder sommeren 2022 og har betydelig erfaring fra betonbranchen, senest som CEO gennem de sidste ti år for virksomheden Contiga.

 

”Vi er glade for, at Karsten Rewitz har sagt ja til at blive Give Elementers nye CEO. Karsten kommer med stærke strategiske kompetencer og en dyb erfaring inden for produktion og salg af betonelementer. Hans profil er den helt rigtige til at sætte den strategiske retning for Give Elementer med henblik på at sikre virksomhedens langsigtede profitabilitet og styrke familiens ejerskab”, udtaler Alexander Martensen-Larsen, bestyrelsesformand for Give Elementer.

 

Give Elementers nuværende CEO, Henrik Skytte Damø, fratræder efter fælles aftale sin stilling med udgangen af denne måned. I perioden frem til Karsten Rewitz’ tiltrædelse, vil Alexander Martensen-Larsen fungere som arbejdende bestyrelsesformand suppleret af Give Elementfabriks salgschef Poul Henning Jensen, der formelt bliver konstitueret CEO i den mellemliggende periode.

 

”Professionaliseringen af Give Elementers bestyrelse og ledelse handler om at sikre, at virksomheden følger med tiden og bliver på familiens hænder mange år frem. Vi er stolte af, at vi har kunnet tiltrække en kapacitet som Karsten Rewitz, der med sin mangeårige ledelseserfaring fra branchen er den helt rigtige til at tage Give Elementer til det næste niveau,” udtaler Jens Henrik Eskildsen, der sammen med sine tre søskende udgør andengenerations-ejerne af Give Elementer.

Give Elementers nye CEO, Karsten Rewitz, er oprindeligt revisoruddannet og har sammenlagt mere end 20 års ledelseserfaring fra bygge- og betonbranchen.

 

For mere information kontakt:

Alexander Martensen-Larsen

Tlf. 24415090

 

Om Give Elementer

Give Elementer er en af Danmarks førende betonproducenter og producerer, leverer og monterer præfabrikerede, modulopbyggede betonelementer til landbrug og industri. Give Elementer blev etableret i 1964 af Jens Eskildsen og har siden leveret letbetonelementer til tusindvis af bygninger – primært i Danmark, men også i Tyskland, Norge, Sverige, Færøerne og Polen. Virksomheden har produktionsenheder i Give, Nørre Snede og Gedsted samt et salgskontor på Sjælland. Den familieejede virksomhed er inddelt i tre selskaber: Give Elementfabrik A/S, NS Give Elementer og Lundsby Industri A/S. De tre selskaber tæller tilsammen 185 ansatte.

Nyheder